SKOLENS HISTORIE

Forfattet af Walter Johannsen (tidligere skoleleder)

Skolerne har altid har været midtpunkt for næsten alt dansk arbejde i Sydslesvig og dermed også på Sild..

Oprindelig var der fire danske skoler på øen.

I Hørnum på sydspidsen ligger kommunens børnehave på en naturskøn grund med udsigt over klitter og vadehav. Her lå der indtil midten af halvfemserne Hørnum Danske Skole. På grund af faldende elevtal sluttede undervisningen i mitten af tresserne, men bygningen fortsatte som dansk forsamlingshus og lejrskole helt op i halvfemserne.

Kejtum, der ikke ligger mere end fire kilometer fra Vesterland blev der indviet en dansk skole i 1951 i en nybygning med stråtag. Eleverne kom fra hele den østlige del af øen. I firserne fik skolen udvidet sit idrætsanlæg, og i halvfemserne blev der bygget en mindre idrætshal med foreningslokale umiddelbart ved skolen. Skolebygningen har været benyttet indtil sidste skoleår til undervisning af 1. og 2. klasse. Skolen benytter fortsat hallen og sportspladsen til al idrætsundervisning.

I List fik man i 1952 en ny skolebygning, og dermed startede også et selvstændigt dansk skolearbejde på nordspidsen af øen. Historisk har List altid været tæt knyttet til Rømø, men byen har i nyere tid måske mere end alle andre byer på øen været præget og domineret af tysk militær. I tresserne fik List også en dansk børnehave, men da bl.a. kasernen lukkede forsvandt mange arbejdspladser, og det betød for fem år siden både lukning af den tyske og danske skole. I dag er skolen mindretallets kultur- og forsamlingshus. Børnehaven er også lukket, men bygningerne står der stadigvæk.

De nævnte tre mindre skoler havde to klasseværelser, hvor undervisningen foregik i sammenlagte klasser. Der var en skydedør mellem de to klasseværelser, så der var plads til at afholde større møder for både forældregruppen og foreningerne. Der var også mulighed for at indrette et klasseværelse til kirkerum. Bygningerne rummede endvidere tjenestebolig til skolelederne, som dermed var tæt på både deres arbejdsplads, men også tæt på foreningslivet.

I Vesterland havde der allerede før Anden Verdenskrig været tiltag til et organiseret dansk foreningsarbejde, og det var derfor ikke så mærkeligt, at det her gik hurtigt med at blive aktiv straks efter krigen. Man markerede sig stærkt politisk og kulturelt. Jeg kan nævne, at f.eks. Ungdomsforeningen, som i dag hedder Vesterland Ungdoms- og Idrætsforening, blev grundlagt i 1947. Nogle dansksindede forældre, der endnu ikke kunne sende deres børn i en dansk skole på øen, valgte at sende deres børn hver dag med toget til Nibøl, hvor en af de nye danske skoler var blevet oprettet.

I april 1949 startede den danske skole i Vesterland i nogle lejede lokaler i byen. Efter sommerferien kunne man dog rykke ind i en ny opført tidligere militærbarak, som man fik rejst på en grund i udkanten af byen. Det lykkedes kort tid efter at købe en grund tæt på barakken, hvor man planlagde en helt ny moderne skole til over 200 elever med faglokaler og gymnastiksal. Ja, vi sidder i nævnte gymnastiksal, som også var rammen om en stor indvielsesfest i 1953.

Barakbygningen eksisterer fortsat. Den blev skalmuret på et tidspunkt og har i mellemtiden været både børnehave, skole for de ældste elever, førskole og nu igen skole – dog for de yngste elever. I cirka halvdelen af bygningen er der tjenesteboliger.

Skolen startede med at hedde ”Vesterland Danske Skole” og hedder i dag efter en sammenlægning med Kejtum skole ”Vesterland-Kejtum Danske Skole”, men den er bedst kendt som ”Hans Meng-Skolen”. Navnet fik den efter en meget vellidt viceskoledirektør Hans Meng, der døde i 1954. Nogle af jer har måske kendt hans søn Bent Meng, der var lærer på Duborg-Skolen og før den tid kendt håndboldspiller i Århus. Skolen i Vesterland var i mange år mellemskole for elever fra de andre danske skoler på øen. Da jeg kom til skolen var mellemskolen afskaffet, men skolens ældste elever var fortsat opdelt i to afdelinger. Der var hovedskolen for 7. – 9. årg. og realafdelingen med R7 og R8. Realafdelingens elever måtte afslutte deres skolegang på enten Gustav Johannsen-Skolen eller Duborg-Skolen. De boede på Ungdomskollegiet og var kun hjemme i weekenderne.

I dag er skolen en fællesskole. Eleverne bliver ikke delt, og alle afslutter skolegangen på Duborg-Skolen – enten efter 9., 10. eller 13. årgang. I år var der tre af vore elever, der afsluttede efter 10. klasse og syv tog en studentereksamen. I de sidste fem år har to af skolens tidligere elever afsluttet deres studentereksamen med årets højeste gennemsnit.

Det offentlige skolevæsen på øen har lukket flere grundskoler i yderdistrikterne som List, Hørnum, Kejtum og Morsum. Der er fortsat grundskoler i tre byer på midten af øen. De ældre elever er alle samlet i centralskolen i Vesterland, hvor der fortsat også er et gymnasium. Faldende børnetal ligger som en mørk sky i horisonten, og politikerne gør sig tanker om, hvordan man kan bevare det nuværende offentlige skoletilbud på øen.

Før og efter Anden Verdenskrig var der bl.a. på grund af militæret, de mange flygtninge fra de polsk og russisk besatte områder og et voksende behov for arbejdskraft i en stigende turisme en tilstrømning af mennesker til øen.

I dag har et faldende fødselstal og en vedvarende fraflytning af unge familier på grund af stigende priser på boligmarkedet en negativ indflydelse på bl.a. børneinstitutionerne på øen. En udvikling, som ikke er gået mindretallet forbi – tværtimod!

Mindretallets elevtal er under det halve af, hvad det var for 30 år siden. I dag har skolen 71 elever fordelt på 8 årgange, men kun 4. klasser. Alle elever bliver undervist i sammenlagte klasser, og det er en udfordring for lærerne og skoleledelsen. Det er også en ekstra udfordring for forældre, der ønsker en dansk skolegang for deres børn. De skal i forvejen bl.a. overveje, om de kan tænke sig at sende børnene til Flensborg efter 8. årgang. Disse udfordringer skal de allerede tage stilling til, når de overvejer at sende deres barn i dansk vuggestue og børnehave.

Færre elever betyder færre timer og færre lærere. Dermed er også grundlaget for vort folkelige arbejde i foreningerne berørt af situationen. Når man ved, at arbejdspresset på lærerne er vokset de seneste år, så bliver det selvfølgelig vanskeligere at rekruttere ledere til det frivillige arbejde. At mange unge mødre og fædre desuden flytter fra fastlandet, har også medført tab af frivillige hjælpere. Alligevel er der fortsat gang i både det politiske, kulturelle og idrætslige arbejde.

Mindretallets politiske parti SSW er repræsenteret i List kommune med 4 og i storkommunen ”Sylt” med  3 repræsentanter. Det betyder, at der også er del mindretalsmedlemmer i begge kommuners forskellige udvalg. De andre partiers folkevalgte respekterer SSW og udtrykker også anerkendelse for partiets arbejde på øen. Selv om der fortsat er fire småkommuner, der ikke har ønsket at være med i storkommunen, så har SSW allerede for nogle år siden lagt alle partiforeninger sammen, og man arbejder for at hele øen på et tidspunkt bliver en kommune.

Mindretallets tre kulturelle foreninger (SSF List, SSF Vesterland og SSF Kejtum) er også blevet lagt sammen, men det halter efter min mening med at bevare et aktivitetsniveau, som vi har haft det i årene før sammenslutningen. Så længe det er en mindre aktivitet, der skal foregå lokalt, det vil f.eks. sige i List eller Kejtum er der opbakning af bl.a. hjælpere, men drejer det sig om et større arrangement i Vesterland eller en anden lokalitet, så kniber det noget. Dog er der et arrangement, som vi efterhånden alle lægger kræfterne i, og det er Årsmødet på Sild – men det har vi også øvet os på i mange år. Årsmødet er et SSF-arrangement, som får støtte fra alle danske foreninger og institutioner. Det er en fest for hele familien og foregår i Kejtum, hvor vi har idrætshallen og et stort telt til rådighed. Hvert andet år bidrager skolen og børnehaven med underholdning. I år havde vi et børnegymnastikhold fra Tønderegnen til at give en opvisning i hallen. Mens de voksne lyttede til taler og drak kaffe, fik børnene sodavand og boller og blev underholdt af en dygtig tryllekunstner. Festen startede med et optog gennem byen, hvor Tønder Brass Band (FDF) sørgede for musikken. På skolegården havde eleverne små salgsboder med hjemmelavede ting og forskellige forfriskninger. Årsmødetalere var tidligere kirkeminister Torben Rechendorff samt en af vore elever, der lige havde taget studentereksamen. Fritidshjemmet fik af fadderskabet i Grindsted og Danmarkssamfundet overrakt en Dannebrog, og mens alle ventede på den afsluttende grillmad, spillede et lokalt orkester latinamerikanske rytmer. Til Årsmøderne er vi cirka 300 deltagere og gæster. Et lignende antal personer kommer også gerne til SSF´s coverkoncerter, som afholdes i en fabrikshal i Rantum. I år var Ungdomsforeningen med som arrangør. Bandet, som kom fra København, spillede musik af Bryan Adams. – To mindre selvstændige aktivitetsgrupper er tilknyttet SSF. Det drejer som ”Seniorklubben”, der mødes én gang om måneden og ”Aktiv Cafe”, som hygger sig hver anden onsdag. Seniorklubben samles til kaffe og kager, foredrag og udflugter. I Aktiv Cafe plejer man det sociale samvær ved at være kropsligt og mentalt aktive, serverer kaffe og kager og samles til fællesspisning. Hvert år tager man også på en weekendtur til Danmark.

Husmoderforeningen eller Aktive Kvinder har mødested i Kejtum. Selv om landsforeningen er nedlagt i Danmark, fortsætter vore kvinder med støtte det lokale arbejde i institutioner og foreninger. Årets højdepunkt og mulighed for at samle penge, er forårets store basar, hvor der bl.a. sælges håndarbejde og andre selvlavede produkter.

De idrætsaktive i mindretal – børn og voksne – har mulighed for at dyrke sport i Vesterland Ungdoms- og Idrætsforening. For en del år siden var aktivitetsniveauet meget højt. Der var børne- og voksenhold i både håndbold og fodbold. Holdene deltog i turneringer både nord og syd for grænsen. Højdepunkterne var deltagelse i flere landsstævner og landsmesterskaber under DGI i Danmark. Mest succesfuld var fodboldspillerne. Det lykkedes foreningen at vinde både guld og bronze til landsmesterskaberne i fodbold. Hos os har det altid været en bestemt person, der har båret den enkelte idrætsafdeling. Jeg har således været ansvarlig for håndboldarbejdet i 35 år. Jeg har valgt at sige stop for et par år siden, og vi må desværre sige, at håndboldafdelingen er hvilende i øjeblikket. Om der kommer en ny periode med håndbold i foreningen vil vise sig nu i løbet af det næste halve år. En af mine tidligere spillere har ønsket at starte et pigehold til vinter, og det er jeg selvfølgelig meget glad for. Foreningens andre aktiviteter er judo, badminton, gymnastik, dart, dans squaredance, tennis og volleyball. Ungdoms- og idrætsforeningen har siden 70-erne tilbudt koncerter i skolens gymnastiksal. I de første år var vi faktisk de eneste på øen der tilbød rock, jazz og folkemusik med mindre grupper – speciel fra Danmark men også fra Norge, England, Irland og Skotland. I dag kan man komme til koncerter på øen mindst én gang hver uge. – Koncerterne på skolen har været med til at åbne dørene for mange, der ellers ikke ville have lært mindretallet nærmere at kende.

”Åbenhed” har kendetegnet mindretalsarbejde på øen i mange år. Det kræver selvfølgelig omtanke og en særlig indsats for at skabe rammer, hvor det sproglige, kulturelle og folkelige kan udfolde sig blandt mennesker med så forskellige baggrunde. Heldigvis er de allerfleste, dermed tænker jeg i første række på vore forældre, meget positive indstillet over for at lære dansk, komme til vore arrangementer og yde en frivillig indsats. Desværre har de fleste begrænset tid på grund af det store arbejds- og tidspræs som følge af, at man skal servicere kunder og gæster fra morgen til aften alle dage hele året rundt. Før i tiden talte man om ”sæson” og ”ikke sæson”. I dag er der kun ganske få uger midt om vinteren, hvor man kan mærke, at der er forholdsvis få gæster på øen. Det er heller ikke lige let for voksne at lære et nyt sprog så godt, at man kan benytte det i alle sammenhænge, hvor man færdes inden for mindretallet. Hvis man vil opnå fuld integration – det vil sige at blive opfattet som en dansk sydslesviger – kræver det meget mere, end de fleste nord for grænsen kan forestille sig. Vi er af den grund forsigtige med at prale af, at vi er danske sydslesvigere, fordi vi kan tale dansk. Vi er derimod ikke bange for at sige, at vi er danske sydslesvigere, fordi vi ønsker at leve så tæt på det danske, som det er muligt for os.

En vigtig del af det at være dansk sydslesviger er at kunne sende sine børn i en dansk børnehave, en dansk skole og et dansk fritidshjem.

Her i Vesterland og dermed øen Sild har forældre muligheden for at lade deres børn opleve, hvad det vil sige at vokse og gå i en dansk børnehave, en dansk skole og et dansk fritidshjem.

Børnehaven og fritidshjemmet får I bagefter mulighed for at aflægge en kort visit. Børnehaven har 10 børn i vuggestuen og 40 børn i tre- til seksårsalderen. Fritidshjemmet ligger lige ved skolen, og der er i øjeblikket 34 børn (1.-4.årg.), der går i pasningsordningen og 24 børn (5.-8.årg.) er tilmeldt klubben. Børnehave og skole er institutioner under Dansk Skoleforening for Sydslesvig, mens fritidshjemmet hører under Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU).

Vi har ikke mange af vore tidligere elever, der har valgt at blive boende på øen. De unge tager sydpå eller til Danmark for at studere eller få en uddannelse. Jeg har to børn, der begge bor i Danmark. De fortæller gerne, hvor de kommer fra, og det kan ske, at den anden f.eks. svarer: Min bedstefar kommer også fra Sild. Hvis I møder nogen med tilknytning til øen, så håber jeg, I vil hilse dem og fortælle, at der fortsat er liv i det danske mindretal på Sild.